De Hvide Døre

Kultur
Af Amalie Kandel Damgaard 
30 November 2017

De Hvide Døre
Af Amalie Kandel Damgaard
04/12 2017


Vi følger stien hen imod beton klodsens indgang. Glasdørene åbner af sig selv og vi træder indenfor og i varmen. Rummet dufter af friske bøger og nymalede vægge. I gaveshoppen spotter vi de ikoniske Hammershøi vaser, som er opkaldt efter en dansk maler, hvis værker er udstillet på Ordrupgaard.

Vi stiller os i kø for at få entrébillet. Oppe ved skranken bliver vi mødt af en ældre kvinde med skrappe øjne. Hun kigger ligefrem skeptisk på os, mens jeg forklare hende, at vi er tre piger fra Nærum Gymnasium, som har tænkt os at skrive om deres kunstudstilling. Vi prøver at se så artige ud som muligt, mens viser hende vores studiekort. Men vi behøver egentligt ikke at anstrenge os, for om onsdagen må studerende komme gratis ind. Et tilbud, som der ikke er mange unge, der benytter sig af, kan vi hurtigt fastslå, ved at kigge rundt på de andre museumsbesøgende i lokalet. 
Ordrupgaard er pensionisternes territorium. Og vi føler os som tre små børn, der er gået forkert, men vi er dog lykkelige for at være her. At komme væk fra gymnasiet og undervisningen var tiltrængt, og på de kun tyve minutter, vi har befundet os på museet, kan vi mærke at pulsen er faldet at roen har indfundet sig i kroppen.

Der er ikke noget rigtigt og forkert sted at starte, så vi lader os blive forført af den gamle bygning. Vi har nu påbegyndt vores rejse ind i malerkunstens univers. Alting går langsomt, næsten for langsom. Der er ikke mange som siger noget og vores stille visken og grin lyder som kirkeklokker på en søndag morgenen. 
I starten kan vi slet ikke tilpasse os til den rolighed og fordybelse, som Museet giver plads til.

Vi følger utålmodigt med de gamle rundt og løber nærmest ind imellem dem for at komme videre. Det er på grænsen til uforskammethed. Pludselig opdager jeg, at vi har fået en følgesvend. En kvindelig vagt i sort uniform. Hendes ansigt er sammenbidt og hendes grå hår excentrisk. Alligevel fortsætter vi vores hæsblæsende færden.

Det er først, da vi kommer guldrummet, at vi stopper op. Synet af dette rum paralyserer os fuldstændig. Og først her, bliver vi for alvor klar over museets magi. Vi træder med æresfrygt ind gennem den udsmykkede trækorridor, som fører ind til et stort oplyst rum. Ovenfra loftets glasvinduer skinner lyset ned og changerer på de fine stuk. Malerierne er hænger langs væggenes sider og er indrammet i guld. Farverige rokoko tæpper bedækker gulvet og i centrum af salen står en lille designer sofa. Vi tilbringer uendelig lang tid i dette guldrum. Og vi gennemgår en følelsesmæssig udvikling fra at være lettere ligeglade til at blive de mest begejstrede kunder på hele museet. 

Vi kommenterer på alle malerierne, som var vi eksperter, og hvert femte sekund lyder der et; ”Najj. På et tidspunkt opdager vi Vinterhaven. En glaspassage som markerer overgangen fra guldsalen til den næste bygning. Her er det ikke kun malerier som udstilles, men også stuer, møbler og lysekroner. Mens vi går rundt her, er vi stadig en smule højrøstede, men det skyldes nu udelukkende vores fascination af stedet.

Da jeg kigger mig over skulderen, ser jeg, at den kvindelige vagt stadig øje med os. Dog kan jeg se antydningen af et smil på hendes læber. Det beroliger mig lidt. 

I et af stuerne, ligger der et rundt spejl på gulvet, og vi ser dette som den oplagte mulighed for at få os et obligatorisk museums spejlfie. En gammel dame fniser af os og hendes mand konstaterer, at vi er nogle narcisister.

Vi er endelig blevet færdige med udstillingen. Eller det tror vi, indtil vi kommer i tanke om, at vi mangler en hel sektion af Hammershøi malerier, som er udstillet i beton klodsen. Hammershøi kan ikke undværes, så vi fortsætter vores tur.

I denne del af museet er stemningen en anden. Det består kun af ét rum, og der er ingen vinduer. Kunsten er også anderledes. Malerierne er mørke og dystre og de repræsenterer en anden tid. Den kvindelige vagt har selvfølgelig fulgt efter os herind også. Men nu sætter hun sig en smule provokerende i en stol lige ved det Hammershøis maleri, vi står og betragter. Jeg kigger forvirret på Ladan og Ida Marie, som også ligner to spørgsmålstegn. Så bryder jeg tavsheden.
Kan det passe, at du har fulgt lidt efter os i dag? Spørger jeg vagten lidt jokende.
Ja, det må jeg alligevel indrømme “ svarer hun.
I vakte min opsigt, da I gik rundt og fjantede i guldsalen
Men det var jo kun fordi, vi var blevet helt høje af jeres betagende kunst, siger Ladan.
Vagten griner: Ja det var også, det jeg kom frem til til sidst. Og det er faktisk rart med nogle engagerede unge her på stedet.

Efter vores konfrontation med vagten, som ikke var så farlig, som hun så ud, snakker vi videre med hende i noget tid. Vi finder ud af, at hun hedder Viga, hvorefter vi betragter hende, som hvor ven. Og vi tillader os derfor, at stille hende et par spørgsmål angående Hammershøjs kunst.

INTERVIEW MED DEN KVINDELIG VAGT VIGA:

Har du et yndlingsmaleri iblandt Hammershøjs?
Viga “Hm.... ja, jeg tror, det er det sidste, han har lavet. Det med de hvide døre”. VIS
Ladan: “Det er også flot”
Viga “Ja og det er også et af hans sidste malerier”
Ladan: “Inden vi kom hertil, læste vi på nettet, at det mest kendte maleri, er det som hænger i midten” peger hen mod væggen hvor Hammershøj malerierne hænger.
Amalie: “Altså det, der hedder Hvide døre, som lige nu er meget aktuelt, fordi det lige er blevet solgt for 2.1 mio. pund”
Viga: “Jeg ikke vil sige, at det mest kendte. Det mest kendte er det med Solstrålerne” VIS
Ladan: ”Årh ja, det har vi lige stået og betragtet”
Viga: “Det er utrolig fint og det er faktisk kanoniseret. Jeg tror det var Bertel Haarder, der i sin tid, lavede sådan en kanon”
Amalie: “Hvad vil det sige?”
Viga: “Det er sådan en slags liste over nogle særlige værdifulde ting, kan man sige, som har en høj status. Og maleriet Solstråler er med der”

Hvordan synes du sådan stemningen er her på museet?
Viga: “Sådan her?…hmm. Lige nu er den skidt, fordi vi lukker”

Da Viga siger dette, tror vi, at hun mener, at hun er ærgerlig over, at de lukker for i dag. Men vi finder senere ud af, at museet lukker fra midt december og to år fremad og at Viga derfor havde god grund til at synes at stemningen var trist. Det var vi dog ikke klar over mens vi interviewer. Vi tolker, at Viga er en smule oversensitiv, da de jo åbner igen  morgen og stryger bare hurtigt videre til et nyt spørgsmål, som var vi komplet ligeglade.
En morsom situationen at se tilbage på nu.

Hvordan er det på museet, når der er mange kunder?
Viga “Det er dejligt, når der er mange mennesker på museet, for så har vi arbejde”
Ladan: “Hvad laver I så? Bliver I spurgt af folk om forskellige ting?”
Viga: “Ja, det gør vi meget ofte…folk stiller de mest absurde spørgsmål?” Viga lægger tryk på absurde.
Der grines.


Fortælling om Hammershøj:
Amalie: ”Hvilke typer spørgsmål stiller de?”
Viga: ”Der er de traditionelle spørgsmål, med hvornår hammerhøj døde, hvornår han blev født, var hans kone sindssyg osv.”
Amalie: ”Var hun det?”
Viga: ”Jeg tror det ikke, men han har malet et billede af ham selv og hende, hvor hun ser meget trist og mut ud. Jeg  tror dog i virkeligheden, at det var fordi hans mor havde meget stor indflydelse på ham.
Han startede med at gå til tegneundervisning meget tideligt. Allerede da han var seks år gammel.  Og da han som voksen mand var kendt kunstner og rejste til Paris for at blive inspireret, så sagde hun til ham: Nu holder du dig fra impressionisterne.
Viga: Hun var en meget dominerende dame. Ja hun havde det, man kalder, bukserne på i den familie. Hun gjorde også sin mand arveløs.”
Amalie: ”Hvordan gjorde hun det?”
Viga: ”Det gjorde hun bare, det var hendes penge så. Altså når man bliver gift, så arver man jo, men så fik hun åbenbart hapset alle pengene.
Viga: Jeg ved ikke om de blev skilt?. Men hun var klog nok. Han havde åbenbart nogle økonomiske forretninger, han ikke rigtig havde styr på, og så fik hun gjort ham arveløs.
Ladan: Så tog hun sagen i egen hånd.

Underlige spørgsmål fra kunderne:
Viga: ”Hvor var det vi kom fra?”
Ladan: ”Det var underlige spørgsmål, som folk stiller.”
Viga: ”Når ja, det var det jeg skulle svare på, og så lavede jeg det om til en historie. Men en historie, der så men er rigtig nok.”
Viga: ”Nå f.eks. ift. Hammershøj og hans døre, så er der nogle som spørger: -Hvorfor er der ikke nogle håndtag på dørene?- Det kan jeg jo ikke svare på”.
Amalie: ”Ja pointen er vel, at der skal være nogle hemmeligheder bag mallerier, som folk selv skal fortolke på.
Viga: Ja, der skal være en mystik. Og kunstnere har deres eget rum. De gør hvad de vil. Også selvom det er urealistisk.” 

Hvorfor er Hammershøj lidt af en ener i dansk kunst?
Viga: ”Han kommer efter den klassiske guldalder maler, så han skiller sig især ud, fordi han arbejder i sort, hvid og gråt. Han skiller sig ud, fordi han begynder at male sit eget interiør. Og det er indenfor. Det er et univers som man ikke værdsatte som motiv tideligere. Så motivet og måden han maler på er helt hans eget.” 




Lige midt i interviewet går en alarm af:
Ladan: ”Sker det tit egentligt, at der er nogle der lige stikker snuden lidt for tæt på malerierne.”
Viga: ”Aaaalt for tit. Der er nogle mennesker der tror, at når de kommer herned, så er det deres egne malerier, der hænger her. Og at de gerne må røre og gøre ved”
Ladan: ”Hvad er der nogle der har rørt dem?”
Viga: ”Ija”
Ladan (griner): Ej det  må man da ikke”
Viga: ”Nej det må man ikke, men der er nogle mennesker, der tror, at de er hjemme i deres egen stuer. På et museum er der jo nogle bestemte koder for, hvordan man må opføre sig, og det er ikke alle mennesker der kender disse kode, og deres børn kender dem så slet ikke. Det kan godt nogle gange være et totalt marridt.
Hun fortsætter: Jeg har engang oplevet at der var et barn, der kravlede op i vores skulptur af Havmanden og havfruen af Jean Gauguin. Og så måtte jeg gøre moren begribelig om, at kunsten ikke var beregnet til at kravle på. Det kunne hun overhovedet ikke forstå.”

Tekstfelt: De Hvide Døre af Hammershøi, 1899
Lige blevet solgt for 2.1 mio. pund.
Vi takker Viga pænt for hendes tid og siger farvel. Det har været en kulturel dag her på redaktionen, og vi har forelsket os i Ordrupgaard.