De Hvide Døre
Kultur
Af Amalie Kandel Damgaard
Af Amalie Kandel Damgaard
30 November 2017
De Hvide Døre
Af Amalie Kandel Damgaard
04/12 2017
Vi stiger ud af bilen og ånder ud i den friske luft. Vores åndedræt danner små dampskyer i kulden. Ladan, Ida Marie og jeg er ankommet til Ordrupgaard. Vi stiller os i flere minutter og betragter facaden. Den viser en prægtig gammel bygning med klassiske skodde vinduer. Nedover bygningens mur har vilde planter vokset sig fast. “Tænk, at vi aldrig har været her før?” siger jeg. Det undrer mig, hvordan vi alle tre har kunnet bo så tæt på et så eventyrlige sted, som dette, uden at have besøgt det før. Museets anden bygning er en kæmpe asymmetrisk grå beton klods. Den kan sammenlignes med en gigantisk granit sten, som den står der, og bryder med den omgivende efterårsnatur. ”Hvor er her flot!” Udbryder Ladan.
Vi følger stien hen imod beton klodsens indgang.
Glasdørene åbner af sig selv og vi træder indenfor og i varmen. Rummet dufter
af friske bøger og nymalede vægge. I gaveshoppen spotter vi de ikoniske
Hammershøi vaser, som er opkaldt efter en dansk maler, hvis værker er udstillet
på Ordrupgaard.
Vi stiller os i kø for at få entrébillet.
Oppe ved skranken bliver vi mødt af en ældre kvinde med skrappe øjne. Hun
kigger ligefrem skeptisk på os, mens jeg forklare hende, at vi er tre piger fra
Nærum Gymnasium, som har tænkt os at skrive om deres kunstudstilling. Vi prøver
at se så artige ud som muligt, mens viser hende vores studiekort. Men vi
behøver egentligt ikke at anstrenge os, for om onsdagen må studerende komme
gratis ind. Et tilbud, som der ikke er mange unge, der benytter sig af, kan vi
hurtigt fastslå, ved at kigge rundt på de andre museumsbesøgende i
lokalet.
Ordrupgaard er
pensionisternes territorium. Og vi føler os som tre små børn, der er gået
forkert, men vi er dog lykkelige for at være her. At komme væk fra gymnasiet og
undervisningen var tiltrængt, og på de kun tyve minutter, vi har
befundet os på museet, kan vi mærke at pulsen er faldet at roen har indfundet
sig i kroppen.
Der er ikke noget rigtigt og forkert sted at
starte, så vi lader os blive forført af den gamle bygning. Vi har nu påbegyndt
vores rejse ind i malerkunstens univers. Alting går langsomt, næsten for
langsom. Der er ikke mange som siger noget og vores stille visken og grin lyder
som kirkeklokker på en søndag morgenen.
I starten kan vi slet ikke tilpasse os til
den rolighed og fordybelse, som Museet giver plads til.
Vi følger utålmodigt med de gamle rundt og
løber nærmest ind imellem dem for at komme videre. Det er på grænsen til
uforskammethed. Pludselig opdager jeg, at vi har fået en følgesvend. En
kvindelig vagt i sort uniform. Hendes ansigt er sammenbidt og hendes grå hår
excentrisk. Alligevel fortsætter vi vores hæsblæsende færden.
Det er først, da vi kommer guldrummet, at vi
stopper op. Synet af dette rum paralyserer os fuldstændig. Og først her, bliver
vi for alvor klar over museets magi. Vi træder med æresfrygt ind gennem den
udsmykkede trækorridor, som fører ind til et stort oplyst rum. Ovenfra loftets glasvinduer
skinner lyset ned og changerer på de fine stuk. Malerierne er hænger langs
væggenes sider og er indrammet i guld. Farverige rokoko tæpper
bedækker gulvet og i centrum af salen står en lille designer sofa. Vi
tilbringer uendelig lang tid i dette guldrum. Og vi gennemgår en følelsesmæssig
udvikling fra at være lettere ligeglade til at blive de mest
begejstrede kunder på hele museet.
Vi kommenterer på alle malerierne, som var vi
eksperter, og hvert femte sekund lyder der et; ”Najj”. På et tidspunkt opdager vi Vinterhaven. En
glaspassage som markerer overgangen fra guldsalen til den næste bygning. Her er
det ikke kun malerier som udstilles, men også stuer, møbler og lysekroner. Mens
vi går rundt her, er vi stadig en smule højrøstede, men det skyldes nu udelukkende
vores fascination af stedet.
Da jeg kigger mig over skulderen, ser jeg, at
den kvindelige vagt stadig øje med os. Dog kan jeg se antydningen af et smil på
hendes læber. Det beroliger mig lidt.
I et af stuerne, ligger der et rundt spejl på
gulvet, og vi ser dette som den oplagte mulighed for at få os et obligatorisk
museums spejlfie. En gammel dame fniser af os og hendes mand konstaterer, at vi
er nogle narcisister.
Vi er endelig blevet færdige med udstillingen.
Eller det tror vi, indtil vi kommer i tanke om, at vi mangler en hel sektion af
Hammershøi malerier, som er udstillet i beton klodsen. Hammershøi kan ikke
undværes, så vi fortsætter vores tur.
I denne del af museet er stemningen en anden.
Det består kun af ét rum, og der er ingen vinduer. Kunsten er også anderledes.
Malerierne er mørke og dystre og de repræsenterer en anden tid. Den kvindelige
vagt har selvfølgelig fulgt efter os herind også. Men nu sætter hun sig en
smule provokerende i en stol lige ved det Hammershøis maleri, vi står og
betragter. Jeg kigger forvirret på Ladan og Ida Marie, som også ligner to
spørgsmålstegn. Så bryder jeg tavsheden.
”Kan
det passe, at du har fulgt lidt efter os i dag?” Spørger jeg vagten lidt jokende.
”Ja,
det må jeg alligevel indrømme “ svarer hun.
”I
vakte min opsigt, da I gik rundt og fjantede i guldsalen ”
”Men
det var jo kun fordi, vi var blevet helt høje af jeres betagende kunst”, siger Ladan.
Vagten griner: ”Ja det var også, det jeg kom frem til til
sidst. Og det er faktisk rart med nogle engagerede unge her på stedet”.
Efter vores konfrontation med vagten, som
ikke var så farlig, som hun så ud, snakker vi videre med hende i noget tid. Vi
finder ud af, at hun hedder Viga, hvorefter vi betragter hende, som hvor ven.
Og vi tillader os derfor, at stille hende et par spørgsmål angående Hammershøjs
kunst.
INTERVIEW MED DEN KVINDELIG VAGT VIGA:
Har du et yndlingsmaleri iblandt Hammershøjs?
Viga “Hm....
ja, jeg tror, det er det sidste, han har lavet. Det med de hvide døre”. VIS
Ladan: “Det er også flot”
Viga “Ja
og det er også et af hans sidste malerier”
Ladan: “Inden vi kom hertil, læste vi på nettet, at det mest kendte
maleri, er det som hænger i midten” peger hen mod væggen hvor Hammershøj
malerierne hænger.
Amalie: “Altså det, der hedder Hvide døre, som
lige nu er meget aktuelt, fordi det lige er blevet solgt for 2.1 mio. pund”
Viga: “Jeg
ikke vil sige, at det mest kendte. Det mest kendte er det med Solstrålerne” VIS
Ladan: ”Årh ja, det har vi lige stået og betragtet”
Viga: “Det
er utrolig fint og det er faktisk kanoniseret. Jeg tror det var Bertel Haarder,
der i sin tid, lavede sådan en kanon”
Amalie: “Hvad vil det sige?”
Viga: “Det
er sådan en slags liste over nogle særlige værdifulde ting, kan man sige, som
har en høj status. Og maleriet Solstråler
er med der”
Hvordan synes du sådan stemningen er her på
museet?
Viga: “Sådan
her?…hmm. Lige nu er den skidt, fordi vi lukker”
Da Viga siger dette, tror vi, at hun mener,
at hun er ærgerlig over, at de lukker for i dag. Men vi finder senere ud af, at
museet lukker fra midt december og to år fremad og at Viga derfor havde god
grund til at synes at stemningen var trist. Det var vi dog ikke klar over mens
vi interviewer. Vi tolker, at Viga er en smule oversensitiv, da de jo åbner igen morgen og stryger bare hurtigt videre til et
nyt spørgsmål, som var vi komplet ligeglade.
En morsom situationen at se tilbage på nu.
Hvordan er det på museet, når der er mange
kunder?
Viga “Det
er dejligt, når der er mange mennesker på museet, for så har vi arbejde”
Ladan: “Hvad laver I så? Bliver I spurgt af
folk om forskellige ting?”
Viga: “Ja, det gør vi meget ofte…folk stiller de mest absurde spørgsmål?” Viga lægger tryk på absurde.
Der
grines.
Fortælling
om Hammershøj:
Amalie: ”Hvilke typer spørgsmål stiller de?”
Viga: ”Der er de traditionelle spørgsmål, med hvornår hammerhøj
døde, hvornår han blev født, var hans kone sindssyg osv.”
Amalie: ”Var hun det?”
Viga: ”Jeg tror det ikke, men han har malet et billede af ham
selv og hende, hvor hun ser meget trist og mut ud. Jeg tror dog i
virkeligheden, at det var fordi hans mor havde meget stor indflydelse på ham.
Han
startede med at gå til tegneundervisning meget tideligt. Allerede da han var
seks år gammel. Og da han som voksen mand var kendt kunstner og rejste
til Paris for at blive inspireret, så sagde hun til ham: Nu
holder du dig fra impressionisterne.”
Viga: Hun var en meget dominerende dame. Ja hun havde det, man
kalder, bukserne på i den familie. Hun gjorde også sin mand arveløs.”
Amalie: ”Hvordan gjorde hun det?”
Viga: ”Det gjorde hun bare, det var hendes penge så. Altså når
man bliver gift, så arver man jo, men så fik hun åbenbart hapset alle pengene.”
Viga: ”Jeg
ved ikke om de blev skilt?. Men hun var klog nok. Han havde åbenbart nogle
økonomiske forretninger, han ikke rigtig havde styr på, og så fik hun gjort ham
arveløs.”
Ladan: ”Så
tog hun sagen i egen hånd”.
Underlige
spørgsmål fra kunderne:
Viga: ”Hvor var det vi kom fra?”
Ladan: ”Det var underlige spørgsmål, som folk stiller.”
Viga: ”Når ja, det var det jeg skulle svare på, og så lavede
jeg det om til en historie. Men en historie, der så men er rigtig nok.”
Viga: ”Nå f.eks. ift. Hammershøj og hans døre, så er der nogle
som spørger: -Hvorfor er der ikke nogle håndtag på dørene?- Det kan jeg jo ikke
svare på”.
Amalie: ”Ja pointen er vel, at der skal være nogle hemmeligheder
bag mallerier, som folk selv skal fortolke på.
Viga: ”Ja,
der skal være en mystik. Og kunstnere har deres eget rum. De gør hvad de vil. Også
selvom det er urealistisk.”
Hvorfor
er Hammershøj lidt af en ener i dansk kunst?
Viga: ”Han kommer efter den klassiske guldalder maler, så han
skiller sig især ud, fordi han arbejder i sort, hvid og gråt. Han skiller sig
ud, fordi han begynder at male sit eget interiør. Og det er indenfor. Det
er et univers som man ikke værdsatte som motiv tideligere. Så motivet og måden
han maler på er helt hans eget.”
Lige
midt i interviewet går en alarm af:
Ladan: ”Sker det tit egentligt, at der er nogle der lige stikker
snuden lidt for tæt på malerierne.”
Viga: ”Aaaalt for tit. Der er nogle mennesker der tror, at når
de kommer herned, så er det deres egne malerier, der hænger her. Og at de gerne
må røre og gøre ved”
Ladan: ”Hvad er der nogle der har rørt dem?”
Viga: ”Ija”
Ladan (griner): ”Ej det må man da ikke”
Viga: ”Nej det må man ikke, men der er nogle mennesker, der
tror, at de er hjemme i deres egen stuer. På et museum er der jo nogle bestemte
koder for, hvordan man må opføre sig, og det er ikke alle mennesker der kender
disse kode, og deres børn kender dem så slet ikke. Det
kan godt nogle gange være et totalt marridt.”
Hun fortsætter: ”Jeg
har engang oplevet at der var et barn, der kravlede op i vores skulptur af
Havmanden og havfruen af Jean Gauguin. Og så måtte jeg gøre moren begribelig om,
at kunsten ikke var beregnet til at kravle på. Det kunne hun overhovedet ikke
forstå.”