Flugten fra flygtningekrisen
Politik & Udenrigs
Af Amanda Bodal
29/11 2017
FOTO: Asaid Haghani |
Flygtningekrisen
sætter blodet i kog og opheder debatten. Krisen er kompleks, men det er også undskyldningen
for at ignorere krisen ude i verden – uden at skelne mellem de menneskelige
konsekvenser, og hvad vores lukkede øjne gør ved os selv. For i kampens hede er
realiteten, at vi i Danmark er delt i to lejre – hvor man enten smækker med
døren og i bogstavelig forstand lader spyttet flyde på de fremmende, der vandrer
på motorvejene, eller hvor man åbner armene og rækker en hjælpende hånd ud.
Vores
tids illusion består i, at flygtningene på magisk vis vil forsvinde, og det er en
kollektiv opfattelse, at vagthunden Støjberg er garant for at holde de fremmede
mennesker væk. Selv når krigsfotografen Jan Grarup lader sine billeder fortælle
om den brutale virkelighed bag flygtningenes flugt, står den mentale mur fast –
ikke blot i form af lukkede ører – men også af lukkede øjne.
Normalt
er det sund fornuft at gå i behandling, når diagnosen er stillet. Men når ordet
”flygtninge” indgår i samme sætning som ”krise”, vælger danskerne Dansk
Folkeparti og partiets medsammensvorne parter over doktoren – og symptomerne af
dette valg ses i form af alt fra grænsekontrol til burkaforbud – og senest i
forslag om at afvise kvoteflygtninge. Til skuffelse for folket er flygtningekrisen ikke en sag, som Peter Thulesen Dahl og Inger Støjberg kan deportere
fuldstændigt.
I
stedet har Danmark i dagens gry magten til at tage et valg om at grave os ud af
det hul, som vi er godt på vej ned i, og prøve at forstå ”fjenden” som mennesker,
der er sat i en bås med et navn, der starter med f. Dette indebærer en erkendelse
af, at danskernes højt eftertragtede Audi ikke er en bil, der egner sig til
spyttekonkurrence ved motorvejskanten, og en forståelse af, at mennesker er mennesker
– også selv om de ikke er ankommet til Danmark i en Audi, men at de derimod har
haft modet til at krydse et brusende hav i en ustabil gummibåd - uden sikkerhedsseler
og airbags.
Som
den afrikanske poet Warshan Shire skriver i et af sine digte: Ingen sætter deres
børn i en båd, hvis ikke havet er mere sikkert end landjorden; ingen flygter
fra sit hjem, medmindre hjemmet ikke vil tillade dig at blive.
For
hvem siger, at empati ikke kan komme på mode igen? I en tid hvor populismen
spredes hurtigere end en Twitter trend, og i et år hvor en rødhåret baby på den
anden side af Atlanten lancerer planer om at genoplive Berlin-muren mod sydlige
fronter bør alt være muligt. Selvom vi ikke er det eneste land, der befinder
os i en dvale af Dansk Folkeparti og nyfunden nationalisme, bør vi tage afstand
fra alt andet end flygtningekrisen og opfyldelse FN’s krav. Vi var en gang et
foregangsland og har i vores rigdom pligt til at blive det igen – så vi ikke
også ødelægger os selv. Men bøgen taber sine blade, og stadig høres ikke andet
end stilhed.