Flugten fra flygtningekrisen

Politik & Udenrigs

Af Amanda Bodal
29/11 2017

                                                                                                                                                          FOTO: Asaid Haghani
Flygtningekrisen sætter blodet i kog og opheder debatten. Krisen er kompleks, men det er også undskyldningen for at ignorere krisen ude i verden – uden at skelne mellem de menneskelige konsekvenser, og hvad vores lukkede øjne gør ved os selv. For i kampens hede er realiteten, at vi i Danmark er delt i to lejre – hvor man enten smækker med døren og i bogstavelig forstand lader spyttet flyde på de fremmende, der vandrer på motorvejene, eller hvor man åbner armene og rækker en hjælpende hånd ud.


Vores tids illusion består i, at flygtningene på magisk vis vil forsvinde, og det er en kollektiv opfattelse, at vagthunden Støjberg er garant for at holde de fremmede mennesker væk. Selv når krigsfotografen Jan Grarup lader sine billeder fortælle om den brutale virkelighed bag flygtningenes flugt, står den mentale mur fast – ikke blot i form af lukkede ører – men også af lukkede øjne.

Normalt er det sund fornuft at gå i behandling, når diagnosen er stillet. Men når ordet ”flygtninge” indgår i samme sætning som ”krise”, vælger danskerne Dansk Folkeparti og partiets medsammensvorne parter over doktoren – og symptomerne af dette valg ses i form af alt fra grænsekontrol til burkaforbud – og senest i forslag om at afvise kvoteflygtninge. Til skuffelse for folket er flygtningekrisen ikke en sag, som Peter Thulesen Dahl og Inger Støjberg kan deportere fuldstændigt.

I stedet har Danmark i dagens gry magten til at tage et valg om at grave os ud af det hul, som vi er godt på vej ned i, og prøve at forstå ”fjenden” som mennesker, der er sat i en bås med et navn, der starter med f. Dette indebærer en erkendelse af, at danskernes højt eftertragtede Audi ikke er en bil, der egner sig til spyttekonkurrence ved motorvejskanten, og en forståelse af, at mennesker er mennesker – også selv om de ikke er ankommet til Danmark i en Audi, men at de derimod har haft modet til at krydse et brusende hav i en ustabil gummibåd - uden sikkerhedsseler og airbags.
Som den afrikanske poet Warshan Shire skriver i et af sine digte: Ingen sætter deres børn i en båd, hvis ikke havet er mere sikkert end landjorden; ingen flygter fra sit hjem, medmindre hjemmet ikke vil tillade dig at blive.

For hvem siger, at empati ikke kan komme på mode igen? I en tid hvor populismen spredes hurtigere end en Twitter trend, og i et år hvor en rødhåret baby på den anden side af Atlanten lancerer planer om at genoplive Berlin-muren mod sydlige fronter bør alt være muligt. Selvom vi ikke er det eneste land, der befinder os i en dvale af Dansk Folkeparti og nyfunden nationalisme, bør vi tage afstand fra alt andet end flygtningekrisen og opfyldelse FN’s krav. Vi var en gang et foregangsland og har i vores rigdom pligt til at blive det igen – så vi ikke også ødelægger os selv. Men bøgen taber sine blade, og stadig høres ikke andet end stilhed.